CH011 Bord
CH011 sofabordet blev designet af Hans J. Wegner i 1954. Dets fire koniske ben skråner let udefter mod bordets to sider og giver derved den massive plade en elegant lethed, som kun yderligere fremhæves af benenes runding mod gulvet. Bordpladens enkle udtryk og naturlige træoverflade med årer, der går på langs, giver flere muligheder for anvendelse. CH011 er således primært tænkt som sofabord, men fungerer med sin begrænsede bredde lige så godt som fralægningsbord. Som led mellem plade og ben ses en solid træramme formet som et bredt H. Denne har to formål: den styrer pladens massive træ, og den sikrer med sine skrå afskæringer af H’ets frie ender, at de aftagelige ben får deres skrå stilling. Det rektangulære bords blødt afrundede profiler giver det et imødekommende udtryk, der passer særlig godt sammen med Wegners mange træstole. CH011 sofabordet er fremstillet i eg og kan med tre mulige benlængder fås i tre højder.